Martin Søberg: Parlour

Dette essayet er en del av utstillingen Jävla kritiker! ved ROM for kunst og arkitektur 27.08 - 27.09.2020 - se javlakritiker.com for mer info


FORM: Sections and Fractions av Element

Hvad synes du om huset? bliver jeg spurgt om. … altså, jeg er jo næsten lige kommet. For så vidt sandt. Ingen automatreaktion. Meningen er endnu ikke dannet, skønt bygningen allerede har gjort et eller andet indtryk. Nu sidder vi sammen i en sofa med udsigt ud over gaden. Ved du, hvad der lå her før? Ingen husker det. Husene ligger der bare, man skal et eller andet og prøver at undgå at ramle sammen med bæreposer båret af sted af handlende, en uopmærksom cyklist, andre gående kroppe i andre tempi. Har du tænkt over det? Var der en tøven? Jeg rømmer mig. Ja … eller nej, måske kunne vi … Klart, det var derfor, jeg foreslog at mødes her. Klart. Faktisk er det første gang, jeg er i kvarteret, tror jeg, når man bortregner gennemkørsel ad hovedgaden, et blik fra bussen. Pænt jævnt, røde mursten, tre etager, fire etager, to etager, så et hul, en plads, busskur og kantsten. Huset er infill, den tilstødende bygnings gesimshøjde er genkaldt, okay, men en sprække har åbnet sig og lader dagslys falde ned over nabohusets brandmur. Fra øverst til nederst skærmer mælkehvidt glas delvist mod blikke udefra. Denne onsdag har glasset nøjagtig samme grå farve som himlen med svage refleksioner af ting, der passerer forbi. Nedløbsrørene driver som tårer ned over facaden. Tagets foldede profil ses kun på afstand. Indenfor er stueetagen overraskende åben, feltagtig, kun brudt af slanke insitu-støbte piller, garderoben, en gennemgående trappe og en rampe, der synes at følge sin egen vej tværs gennem husets tre etager til toppen. Der kunne måske godt have været et sted, hvor man kunne købe sig en kop kaffe, men nej. Gulve af gummi og kork, der midt i rummet ligesom presses ned i gulvet og danner et rundt amfiteater i miniformat, beregnet som mødested for grupper i diskussion. Huset er bygget til samtaler. Længere oppe i bygningen findes helt aflukkelige kamre. Det er jo ikke fordi, vi ikke snakker sammen, måske bliver det bare de samme ting, vi hører og siger noget om. Og så er der dem, der aldrig siger os et ord. Meningsudvekslingerne i ekkokamre hvor der sjældent bliver lyttet på tværs. Hvem har mon fået ideen til at bygge et helt hus som modsvar? Typologisk er vi ikke på bar bund, sådan da: På engelsk findes the parlour, modtageværelset, af det franske parler, at tale. En forløber til dagligstuen, middelklassens allerflotteste, mest offentlige rum, hvor man kunne møde sine gæster i modsætning til de mere private, bagvedliggende stuer, køkkener og værelser. Og så er der noget lobby over huset her, tekstiler der dæmper lydene. Det der kork og modtagelsen ved ankomsten: Læg din telefon her, så får du den tilbage, når I er færdige. Alright. Vi har ikke bestilt en guide, det kan man ellers, én som hjælper med at få samtalen på gled. Tænk sig. Garderoben er som en bankboks, dækket af rustfrist stål med utallige skabe med små nøgler og spejle, så jeg ikke helt sænker skuldrene, det kommer vel senere. Stemningen ændrer sig på første sal. Niche på niche bugter sig, de når visse steder helt til loftet som overdimensionerede kinesiske skærme og har mønstre som marmor og mæandere. Mennesker to og to eller tre eller flere trækker ind og sætter sig på polstrede bænke, mellem puder eller på skamler med drejede ben. Jeg har noget, vi skal tale om. At overhøre andres samtaler er vanskeligt, alt er dæmpet. Et temmelig stort vindue opdelt i mindre ruder, hvoraf nogle kan lukkes op, mens andre kan dækkes til ved hjælp af foldbare metalskodder, der kan stå vinkelret ind i rummet, parvist eller trækkes til side. Lignende vinduer, men i mindre skala, genfindes andre steder i bygningen. Bagest en slags vinterhave, gulvbelægningen skifter til klinker, der bliver hen ved syv meter til loftet. Bregner og viftepalmer fletter fingre, fugtig jord kilder næseborene. Bladene filtrerer sollyset, så det lander i skjolder på de samtalendes ansigter. Alle materialer, eller i hvert fald langt hovedparten, er donerede. Beton og træ fra dem, der frembringer beton og træ. Isolering, vandrør, toiletter og spejle fra dem, der producerer sådan noget. Og så videre. Resten er genbrug. Jeg genkender døre dækket af egetræsfiner fra en ejendom, jeg engang besøgte, men kun fordi jeg vidste, at jeg skulle kigge efter dem. Hvor mon håndlisten stammer fra? En spindeltrappe af støbejern leder ovenpå, hvis man altså ikke følger rampen. Vi er nu under taget, der knækker ned i rummet, nærmest splintres og opdeler det i en irgang af krydsningspunkter afgrænsede af træklædte vægge og stof. Trækker et orange filtgardin til side, finder en sofa. Gummigulv igen, pink Pirelli. Er du okay? Jeg misser med øjnene. Griber om armlænet, læner mig tilbage i sofaen. Vi tier. Ser på hinanden, så væk. Gennem vinduet, over trækronen udenfor. Stemmerne summer svagt i rummet, afsøger dets vinkler, indtil stoffet fortærer dem. Skal vi finde nogen at snakke med? Ja, fint nok, vi går. Martin Søberg er arkitekturhistoriker (mag.art., ph.d.) med speciale i arkitekturens teori og historie, repræsentationsformer og poetik, særligt i det 20. og 21. århundrede. Han arbejder som lektor i arkitekturhistorie på Kunstakademiets Arkitektskole i København (KADK) med et forskningsprojekt om den danske arkitekt Kay Fisker. Martin Søberg har publiceret en række artikler i bøger og tidsskrifter om arkitektur og billedkunst. Han har redigeret bøgerne The Artful Plan: Architectural Drawing Reconfigured, What Images Do, Terræn: Veje ind i samtidskunsten og Refractions: Artistic Research in Architecture samt af særnumre om arkitektur af forskningstidsskrifterne Nordic Journal of Architecture, Artifact Journal og Periskop: Forum for kunsthistorisk debat. #javlakritiker javlakritiker.com